Koranloven: Da Danmark lod udenlandske trusler begrænse danskernes ytringsfrihed

I december 2023 vedtog Folketinget en lov, der gør det strafbart offentligt eller med forsæt til videre udbredelse at behandle bestemte religiøse skrifter utilbørligt. Regeringen henviste til terrortruslen, danskernes sikkerhed og Danmarks interesser i udlandet. Dermed blev andre staters og gruppers reaktioner en del af begrundelsen for at begrænse danske borgeres handle- og ytringsfrihed.

Af Politisk Realitet · 26. juli 2026

Hvad blev vedtaget?

Lov nr. 1554 af 12. december 2023 indsatte et nyt stykke i straffelovens § 110 e. Bestemmelsen straffer den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund - eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil to år. Loven trådte i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Det er altså ikke kritik af islam, kristendom eller jødedom som sådan, der blev forbudt. Det strafbare knytter sig til den fysiske behandling af selve skriftet eller en genstand, der fremstår som skriftet.

Hvorfor blev loven placeret i kapitlet om statens sikkerhed?

Bestemmelsen blev placeret i straffelovens § 110 e, som ligger i kapitlet om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Den eksisterende bestemmelse beskyttede allerede fremmede nationer, stater og deres flag mod offentlig forhånelse.

Lovforslaget forklarede, at § 110 e har til formål at beskytte Danmarks forhold til fremmede magter og den danske stats interesser i udlandet. Placeringen viser derfor tydeligt, at det centrale hensyn ikke alene var religiøse menneskers følelser. Det var også Danmarks udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige interesser.

Regeringens begrundelse var sikkerhed og udenrigspolitik

Regeringen skrev i lovforslaget, at koranafbrændinger havde medført, at Danmark i store dele af verden i stigende grad blev opfattet som et land, der faciliterede forhånelse af andre religioner og lande.

PET havde oplyst, at afbrændingerne havde betydning for trusselsbilledet, og at terrortruslen mod Danmark var skærpet inden for det allerede høje niveau.

Regeringen fremhævede samtidig risikoen for skade på Danmarks og ligesindede landes interesser i verden. Justitsminister Peter Hummelgaard beskrev loven som et indgreb, der skulle værne om Danmark og danskernes sikkerhed.

Det er en reel og alvorlig begrundelse. Staten har pligt til at beskytte borgerne mod terror og vold. Men begrundelsen skaber også det principielle problem: Jo mere voldsomt udlandet reagerer på en lovlig dansk ytring, desto stærkere bliver argumentet for at forbyde ytringen.

Den omvendte vetoret

Når en stat begrænser en lovlig ytring, fordi andre truer med vold, terror, boykot eller diplomatiske konsekvenser, opstår det, der ofte beskrives som en volds- eller trusselsvetoret.

Det betyder ikke, at regeringen ønskede at belønne trusler. Regeringen ønskede at mindske en konkret sikkerhedsrisiko. Resultatet kan imidlertid blive det samme: De mest aggressive reaktioner får størst indflydelse på grænserne for dansk ytringsfrihed.

Det kan skabe et incitament til fremtidige protester og trusler. Hvis pres virker én gang, kan andre regeringer, religiøse organisationer eller politiske bevægelser med rimelighed forvente, at nyt pres også kan flytte danske grænser.

Ytringsfrihed beskytter ikke kun ord

En afbrænding eller ødelæggelse af en bog kan være primitiv, provokerende og uden intellektuel værdi. Men ytringsfrihed beskytter ikke kun velartikulerede tekster og taler.

Politiske handlinger, billeder, teater, flagafbrændinger og symbolske protester kan også kommunikere et budskab. Det er netop derfor, at koranafbrændinger skabte så stærke reaktioner: Handlingen blev opfattet som et meget tydeligt politisk og religiøst udsagn.

At en ytring er grov eller tåbelig gør den ikke automatisk uden demokratisk betydning. Ytringsfrihedens alvorlige prøve består netop i, om retten også gælder handlinger og holdninger, som flertallet finder frastødende.

Loven beskytter skrifter - ikke mennesker

Danmark har allerede regler mod trusler, vold, hærværk, chikane og visse hadefulde ytringer rettet mod grupper af mennesker.

Koranloven adskiller sig ved at beskytte fysiske skrifter mod en bestemt form for behandling. En borger kan fortsat kritisere religionen med meget hårde ord, men må ikke nødvendigvis behandle den fysiske bog på samme måde.

Det bringer loven tæt på den tidligere blasfemibestemmelse, selv om den juridiske konstruktion og begrundelse er anderledes. Blasfemiparagraffen blev afskaffet i 2017. Seks år senere blev en ny beskyttelse af religiøse skrifter indført i kapitlet om statens sikkerhed.

Hvem stemte for?

Lovforslaget blev vedtaget den 7. december 2023 med 94 stemmer for og 77 imod.

For stemte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Radikale Venstre og Jon Stephensen, der på daværende tidspunkt var uden for folketingsgrupperne.

Imod stemte SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet, Nye Borgerlige og øvrige løsgængere.

Det direkte politiske ansvar ligger derfor hos SVM-regeringen og Radikale Venstre. Peter Hummelgaard fremsatte lovforslaget som justitsminister. Mette Frederiksen har det overordnede regeringsansvar, mens Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister var central i regeringens håndtering af den udenrigspolitiske krise.

Det stærkeste argument for loven

Tilhængernes stærkeste argument er ikke, at religiøse bøger skal være hævet over kritik. Argumentet er, at staten ikke behøver acceptere enhver fysisk provokation, når handlingen har begrænset indholdsmæssig værdi, kræver store politiressourcer og konkret øger risikoen for terror og angreb på danske interesser.

Ytringsfriheden er heller ikke absolut. Danmark begrænser allerede trusler, ærekrænkelser, visse former for hadtale, offentlig støtte til terror og videregivelse af bestemte fortrolige oplysninger.

Det er derfor ikke juridisk absurd at mene, at en afbrænding kan begrænses. Spørgsmålet er snarere, om begrænsningen er nødvendig, proportional og klog - og om den beskytter demokratiet eller lærer omverdenen, at trusler virker.

Det stærkeste argument imod loven

Modstandernes stærkeste argument er, at staten vendte beskyttelsesopgaven på hovedet.

Når en borger fremsætter en lovlig, men stærkt provokerende ytring og mødes med trusler, bør staten som udgangspunkt beskytte borgeren og straffe den, der truer. Koranloven flytter en del af byrden over på den person, der ytrer sig: Handlingen kriminaliseres, fordi andres reaktion gør den farlig.

Derved indskrænkes dansk frihed ikke på grund af handlingens direkte skade på andre, men blandt andet på grund af forventede reaktioner fra tredjemand og fremmede stater.

Et lovligt forbud er ikke nødvendigvis et klogt forbud

Grundlovens § 77 beskytter mod censur og andre forebyggende forholdsregler, men bestemmelsen udelukker ikke efterfølgende strafansvar. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 tillader begrænsninger, når de har lovhjemmel, forfølger et legitimt formål og er nødvendige i et demokratisk samfund.

Koranloven er derfor ikke automatisk grundlovsstridig, blot fordi den begrænser en udtryksform. Den principielle kritik er bredere: Om Folketinget bør bruge straffeloven til at beskytte Danmarks udenrigspolitiske interesser mod reaktioner på religionskritiske handlinger.

Forslaget om at afskaffe loven

Danmarksdemokraterne fremsatte den 12. maj 2026 beslutningsforslag B 6 om at afskaffe koranloven ved at ophæve § 110 e, stk. 2.

Forslaget blev førstebehandlet den 23. juni 2026 og sendt til Retsudvalget. Ved udgangen af juli 2026 er det officielle statuspunkt fortsat, at forslaget er henvist til udvalg. Koranloven er derfor stadig gældende.

Det kommende spørgsmål er ikke kun, om et nyt flertal ønsker at afskaffe loven. Det er også, om de partier, der oprindeligt stemte imod, vil fastholde deres principielle modstand, når de selv skal bære sikkerhedsansvaret.

Konklusion

Koranloven blev ikke vedtaget i et tomrum. Koranafbrændingerne var bevidst provokerende, skabte diplomatiske kriser og påvirkede ifølge PET trusselsbilledet.

Men et frit samfund må være særligt varsomt, når truslen mod en ytring bliver en begrundelse for at forbyde ytringen. Ellers kan den mest aggressive modstander få en indirekte vetoret.

Staten skal beskytte mennesker mod vold og trusler. Religioner, ideologier og bøger må derimod kunne udsættes for hån, kritik og symbolske angreb - også når udtrykket er grimt og unødvendigt.

Koranloven blev vedtaget lovligt. Men politisk var den et tilbagetog: Danmark lod hensynet til udenlandske reaktioner og sikkerhedstrusler flytte grænsen for danskernes ytringsfrihed.