EU’s Digital Services Act: Bekæmper EU ulovligt indhold – eller skaber reglerne privat censur?

Digital Services Act er EU’s fælles regelsæt for digitale formidlingstjenester. Forordningen giver brugerne nye rettigheder, øger gennemsigtigheden og pålægger platforme at reagere på ulovligt indhold. Men når private virksomheder risikerer store sanktioner og samtidig skal begrænse brede “systemiske risici”, kan resultatet blive, at lovligt indhold fjernes for en sikkerheds skyld.

Af Politisk Realitet · 26. juli 2026

Hvad regulerer DSA?

Forordning (EU) 2022/2065 blev vedtaget i oktober 2022 og har været fuldt gældende siden 17. februar 2024. Den gælder digitale formidlingstjenester som hostingtjenester, sociale medier, søgemaskiner og online markedspladser.

De største platforme og søgemaskiner – dem med mere end 45 millioner månedlige brugere i EU – er underlagt de strengeste krav og direkte tilsyn fra Europa-Kommissionen.

DSA bestemmer ikke alene, hvad der er ulovligt

En vigtig præcisering er, at DSA ikke skaber én samlet europæisk liste over ulovlige holdninger. “Ulovligt indhold” er indhold, produkter eller aktiviteter, der allerede er ulovlige efter EU-ret eller en medlemsstats lovgivning.

Det kan eksempelvis være terrorindhold, seksuelt overgrebsmateriale, svindel, ulovlige produkter, ophavsretskrænkelser eller ytringer, der er strafbare efter national lov.

DSA regulerer især proceduren: hvordan indhold anmeldes, hvordan platformen reagerer, hvordan beslutningen begrundes, og hvordan brugeren kan klage.

Ingen generel pligt til at overvåge alt

DSA viderefører princippet om, at formidlingstjenester ikke må pålægges en generel pligt til at overvåge alle oplysninger eller aktivt lede efter ulovlig aktivitet.

Det er en vigtig frihedsgaranti. Platformene skal ikke automatisk gennemlæse enhver besked eller forhåndsgodkende alle opslag.

Men meget store platforme skal samtidig vurdere og begrænse systemiske risici. Det omfatter blandt andet udbredelse af ulovligt indhold, påvirkning af grundlæggende rettigheder, valgprocesser, den offentlige debat, mindreårige og folkesundhed.

Brugerne har fået stærkere rettigheder

Når en platform fjerner eller begrænser indhold, skal brugeren som hovedregel have en konkret begrundelse. Brugeren skal kunne anvende en intern klageordning og kan i visse tilfælde indbringe sagen for et godkendt udenretligt tvistbilæggelsesorgan.

Kommissionen oplyste i februar 2026, at næsten 50 millioner moderationsbeslutninger var blevet ændret efter brugernes klager i DSA’s første to år.

Det viser, at klagesystemet faktisk retter fejl. Men tallet viser også, hvor ofte platformenes første afgørelse kan være forkert.

Trusted flaggers får prioriteret adgang

DSA gør det muligt for nationale koordinatorer at udpege “pålidelige indberettere” – trusted flaggers – med særlig ekspertise i bestemte typer ulovligt indhold.

Platforme skal behandle deres anmeldelser med prioritet og uden unødig forsinkelse. Trusted flaggers bestemmer dog ikke juridisk, at indholdet er ulovligt. Platformen beholder ansvaret for den konkrete vurdering.

I Danmark blev Rettighedsalliancen i 2024 den første pålidelige indberetter med kompetence inden for immaterielle og kommercielle rettigheder.

Ordningen kan gøre bekæmpelsen af klart ulovligt indhold mere effektiv. Men den skaber også en forskel mellem organisationer med officiel status og almindelige borgere. Derfor er kravene om objektivitet, præcision, uafhængighed og offentlig rapportering afgørende.

Hvor opstår risikoen for privat censur?

Platforme træffer dagligt enorme mængder beslutninger. Mange foretages automatisk eller under betydeligt tidspres. Samtidig kan alvorlige og vedvarende overtrædelser af DSA udløse bøder på op til seks procent af virksomhedens globale årlige omsætning.

Hvis platformen er i tvivl, kan det økonomisk sikreste være at fjerne indholdet. Brugeren kan bagefter klage, men den offentlige debat kan allerede have mistet aktualitet.

Dette er ikke nødvendigvis statslig censur i klassisk forstand. Det er en form for indirekte reguleret privat moderation: Staten eller EU fastsætter risikoen og sanktionerne, mens virksomheden foretager den konkrete fjernelse.

Systemiske risici er nødvendige – men brede

De største platforme skal identificere og afbøde risici for blandt andet grundlæggende rettigheder, samfundsdebat og valgprocesser.

Det er svært at være imod beskyttelse af valg og demokratiske institutioner. Problemet er, at begreber som misinformation, skadelig påvirkning og risiko for den offentlige debat ikke altid har samme juridiske klarhed som bedrageri eller trusler.

Et lovligt politisk synspunkt kan være forkert, ensidigt eller stærkt provokerende uden at være ulovligt. Hvis platformene behandler “skadeligt” og “ulovligt” som det samme, udvides moderationens område betydeligt.

DSA kræver hensyn til ytringsfriheden

Forordningen siger udtrykkeligt, at grundlæggende rettigheder skal respekteres, herunder ytrings- og informationsfriheden. Platformenes vilkår skal anvendes omhyggeligt, objektivt og proportionalt.

Det er derfor forkert at fremstille DSA som et ubegrænset mandat til at fjerne uønskede holdninger.

Men garantier virker kun, hvis brugerne får forståelige begrundelser, effektive klager, hurtige afgørelser og adgang til uafhængig prøvelse. Ellers bliver retten til genoprettelse langsommere end moderationen.

Danmarks rolle

Digitaliseringsstyrelsen er Danmarks koordinator for digitale tjenester og fører tilsyn med tjenester, der har hovedforretningssted i Danmark. Klager over udenlandske platforme kan indgives i Danmark og videresendes til den relevante myndighed i etableringslandet.

De meget store platforme er hovedsageligt underlagt Kommissionens direkte tilsyn, ofte i samarbejde med nationale myndigheder.

Konklusion

DSA løser reelle problemer. Ulovligt indhold, svindel, overgrebsmateriale og ulovlige produkter bør ikke kunne spredes uden ansvar. Brugerne har samtidig fået bedre rettigheder over for platformenes vilkårlige beslutninger.

Men DSA ændrer magtbalancen. Private virksomheder skal under trussel om meget store sanktioner vurdere både ulovligt indhold og brede samfundsmæssige risici.

Det gør ikke automatisk DSA til censur. Men det skaber en strukturel risiko for privat overmoderering, hvor lovlige ytringer fjernes, nedprioriteres eller demonetiseres, fordi platformen vælger den mindst risikable løsning.

Den afgørende prøve bliver derfor ikke, hvor meget indhold der fjernes. Den bliver, om lovligt indhold kan blive stående, når det er kontroversielt, politisk ubekvemt og genstand for organiserede anmeldelser.