Når staten vælger vinderne – og skatteyderne betaler tabene

Den grønne omstilling er blevet et politisk projekt, hvor milliardstøtte, offentlige garantier og fælles EU-gæld kan flytte risikoen fra investorerne til skatteyderne. Når projekterne fejler, er det politiske ansvar ofte svært at få øje på.

Af Steffen Møller · Redaktør · 22. juli 2026

Den grønne omstilling er blevet mere end energipolitik

Den grønne omstilling fremstilles normalt som en teknisk nødvendighed: Vindmøller, solceller, batterier, grøn brint og CO₂-lagring skal blot rulles ud hurtigt nok. Men bag denne fortælling ligger en omfattende industripolitik, hvor politikere og embedsmænd udpeger teknologier, virksomheder og projekter, som skal modtage støtte, garantier, særregler og offentligt finansieret infrastruktur.

EU’s Net-Zero Industry Act skal øge den europæiske produktionskapacitet inden for blandt andet vind, sol, batterier, brint og CO₂-fangst og -lagring. Clean Industrial Deal lægger samtidig op til en industriklimabank med op mod 100 mia. euro i finansiering. Det er ikke længere blot regulering af markedet. Det er et forsøg på aktivt at forme markedet med offentlige penge.

Billig produktion er ikke det samme som billig og stabil energi

Vind og sol kan producere strøm billigt i de timer, hvor vejret passer. Men et moderne samfund skal have strøm hele døgnet – også når vinden er svag, solen er gået ned, og forbruget er højt. Derfor skal prisen på den enkelte kilowatt-time suppleres med omkostninger til elnet, reserver, regulerkraft, lagring, nedregulering og backupkapacitet.

Batterier producerer ikke energi; de flytter den over tid. De kan være nyttige til kortvarig balancering, men er dyre som løsning på længere perioder med lav vind- og solproduktion. Grøn brint kræver først elektricitet og indebærer energitab ved produktion, opbevaring, transport og eventuel omdannelse tilbage til strøm. CO₂-fangst producerer heller ikke energi og kræver selv betydelige mængder energi.

Det relevante politiske spørgsmål er derfor ikke kun, hvad en vindmølle eller solcellepark producerer strøm til i gode timer. Spørgsmålet er, hvad det samlede system koster, når forsyningen skal være stabil året rundt.

Da støtten forsvandt, forsvandt buddene

Den danske havvindspolitik leverede i december 2024 et konkret realitetstjek. Danmark havde udbudt tre havvindmølleparker i Nordsøen med en samlet kapacitet på mindst 3 GW. Fristen udløb uden et eneste bud.

Det er vigtigt at være præcis: De manglende bud skyldtes ikke kun fraværet af direkte støtte. Højere renter, dyrere materialer, usikre elpriser, finansieringsvilkår og projektkrav spillede også ind. Men markedets svar var alligevel klart: På de tilbudte vilkår ville ingen udvikler påtage sig risikoen.

I november 2025 åbnede Energistyrelsen nye udbud for mindst 2,8 GW havvind. Denne gang indeholdt modellen statsstøtte og større fleksibilitet for udviklerne. Da støtte og risikodeling blev fjernet, kom der ingen bud. Da projekterne skulle genstartes, vendte subsidierne tilbage.

Politisk udpegning af vindere

I et marked må virksomheder overbevise kunder og investorer om, at deres løsninger skaber værdi. I den politisk styrede grønne økonomi kan en virksomhed i stedet få adgang til støtte, billige lån, garanterede afsætningspriser eller infrastruktur finansieret af andre.

Det skaber et grundlæggende problem: Beslutningen om, hvilke teknologier der skal vinde, bliver taget, før markedet har vist, om de kan levere stabil energi til en konkurrencedygtig pris. Når politikerne først har knyttet prestige og klimamål til projekterne, bliver det politisk vanskeligt at stoppe dem. Nye støtteordninger kan derfor blive brugt til at redde tidligere politiske valg.

Privat gevinst – offentlig risiko

Hvis et støttet projekt lykkes, kan ejerne og investorerne få gevinsten. Hvis det fejler, kan staten stå tilbage med tab på garantier, støtte, infrastruktur eller forgæves investeringer. Denne asymmetri er en klassisk form for socialisering af risikoen.

Fælles EU-finansiering gør ansvaret endnu mere uigennemsigtigt. Regningen fordeles mellem medlemslandene og flyttes ud i fremtidige budgetter. Den enkelte vælger kan derfor have svært ved at se, hvem der traf beslutningen, hvor meget Danmark hæfter for, og hvem der skal forklare resultatet, hvis projektet aldrig bliver rentabelt.

Brintpolitikken viser behovet for et realitetstjek

EU’s Revisionsret konkluderede i 2024, at målene for vedvarende brint ikke var baseret på en robust analyse, men var drevet af politisk vilje. Revisionsretten efterlyste et realitetstjek af målene og en bedre afstemning mellem ambitioner, finansiering og markedets faktiske udvikling.

Det betyder ikke, at brint er uden anvendelser. I visse industrielle processer kan brint være relevant. Men det understreger, at et politisk mål ikke i sig selv gør en teknologi økonomisk moden. Når dokumentationen kommer efter beslutningen, er rækkefølgen vendt om.

Politikerne kan ikke privatisere æren og socialisere tabene

Når et grønt projekt lykkes, bliver det præsenteret som bevis på politisk fremsyn. Når det fejler, beskrives tabet som en nødvendig risiko, ændrede markedsforhold eller en del af læringen. Politikerne kræver dermed retten til at udpege vinderne, men accepterer sjældent et personligt eller politisk ansvar for taberne.

Politisk ordentlighed kræver det modsatte. Før staten forpligter skatteyderne, bør beslutningstagerne fremlægge den samlede systempris, alternative løsninger, følsomhedsberegninger og en klar beskrivelse af, hvem der bærer risikoen. Hvis forudsætningerne bryder sammen, skal projektet kunne standses uden nye redningspakker.

Hvad bør Danmark kræve?

• Fuld systemøkonomi: Vind og sol skal vurderes sammen med net, backup, regulerkraft og lagring – ikke kun på produktionsprisen i gode timer.
• Åben risikofordeling: Det skal fremgå klart, hvor meget staten eller EU kan tabe, og hvad private investorer selv risikerer.
• Teknologineutralitet: Politikerne bør opstille krav til pris, stabilitet og udledning frem for at udpege bestemte teknologier på forhånd.
• Stopregler: Projekter, der ikke opfylder deres økonomiske forudsætninger, skal kunne afvikles i stedet for automatisk at få mere støtte.
• Navngivet ansvar: Ministre og flertal bør stå ved de konkrete beslutninger og efterfølgende redegøre for afvigelser mellem løfter og resultater.

Konklusion

Den grønne omstilling er ikke gratis, blot fordi regningen fordeles gennem elpriser, afgifter, garantier, EU-budgetter og fremtidig gæld. Vind og sol kan levere strøm, men ikke alene sikre stabil og billig forsyning. Batterier, brint og CO₂-lagring løser forskellige problemer, men tilfører også omkostninger og energitab.

Det er legitimt at ville reducere udledninger. Det er ikke legitimt at skjule den fulde pris, udpege politiske vindere og derefter lade borgerne betale, når regnestykket ikke holder. Staten bør sætte gennemsigtige rammer og kræve dokumenterede resultater – ikke bruge skatteyderne som risikovillig kapital for projekter, der ikke kan stå på egne ben.

Politisk ordentlighed begynder med, at beslutningstagerne tager ansvar for både ambitionerne og regningen.