Klimaafgifter: Når staten gør hverdagen dyrere for at styre borgerne

En afgift skaber ikke automatisk et bedre alternativ. Den gør blot det eksisterende valg dyrere. For pendlere, familier, håndværkere og virksomheder kan klimaafgifter derfor fungere som økonomisk straf frem for reel omstilling.

Af Steffen Møller · Redaktør · 22. juli 2026

En afgift skaber ikke et alternativ

Klimaafgifter omtales ofte som økonomiske incitamenter. Tanken er, at højere priser på benzin, diesel, varme, flyrejser og produktion skal få borgere og virksomheder til at vælge noget andet. Men denne logik forudsætter, at et realistisk alternativ faktisk findes.

En pendler i et landdistrikt kan ikke nødvendigvis tage toget. En håndværker kan ikke medbringe værktøj og materialer på en cykel. En familie i et ældre hus kan ikke uden videre udskifte hele varmesystemet. En produktionsvirksomhed kan ikke altid omlægge teknologi, energiforsyning og maskiner fra den ene dag til den anden.

Når alternativerne mangler, ændrer afgiften ikke adfærden. Den reducerer blot borgerens rådighedsbeløb eller virksomhedens konkurrenceevne. Det er ikke et frit valg. Det er politisk styring gennem højere priser.

Klimaafgifter rammer socialt og geografisk skævt

Den samme afgift udgør ikke den samme belastning for alle. En velstående byboer med kort afstand til arbejde og adgang til kollektiv transport har flere muligheder end en familie, der bor langt fra arbejdsplads, skole, indkøb og fritidsaktiviteter.

Klimaafgifter rammer derfor ofte hårdest blandt pendlere, lav- og mellemindkomster, håndværkere, små virksomheder og borgere i landdistrikterne. De mennesker, der har færrest økonomiske muligheder for at omstille sig, risikerer at betale den største andel af deres indkomst.

Det politiske svar bliver ofte nye tilskud, puljer og kompensationer. Staten gør først hverdagen dyrere gennem afgifter og opbygger derefter et administrativt system, hvor udvalgte grupper kan søge om at få en del af pengene tilbage. Det er dyrt, bureaukratisk og gør borgerne mere afhængige af politiske ordninger.

Virksomheder betaler ikke alene – regningen sendes videre

En afgift på en virksomhed bliver ofte fremstillet som en betaling fra erhvervslivet. Men virksomheder kan kun reagere på få måder: De kan hæve priserne, reducere investeringerne, sænke lønomkostningerne, lukke produktion eller flytte den til et andet land.

Derfor ender en del af regningen hos kunder, medarbejdere og lokalsamfund. Hvis produktionen flytter til et land med lavere afgifter og mindre effektiv teknologi, kan Danmark miste arbejdspladser og skatteindtægter, uden at den globale udledning nødvendigvis falder. Udledningen flyttes i stedet sammen med produktionen.

Den nye danske CO₂-afgift for industrien trådte i kraft 1. januar 2025. Lovgivningen indebærer blandt andet en emissionsafgift på 375 kr. pr. ton CO₂ for kvoteomfattede virksomheder, 125 kr. for visse mineralogiske processer og en omlagt CO₂-afgift på 750 kr. pr. ton for andre udledninger. Satserne er politiske valg, og deres konsekvenser for priser, investeringer og udflytning bør vurderes åbent.

Staten får betydelige indtægter

Danmarks Statistik opgjorde provenuet fra grønne afgifter til 67 mia. kr. i 2022. Det svarede til næsten 6 procent af de samlede skatte- og afgiftsindtægter. Tallet omfatter flere typer miljø- og energiafgifter og er ikke det samme som én samlet klimaafgift. Men det viser, at grønne afgifter er en væsentlig indtægtskilde for staten.

Her opstår et troværdighedsproblem. Staten siger, at den afgiftsbelagte adfærd skal reduceres, men budgetterer samtidig med provenuet. Hvis borgerne faktisk ophører med adfærden, forsvinder indtægten. Hvis de fortsætter, får staten pengene. Det kan gøre det uklart, om formålet primært er at ændre adfærd eller skaffe indtægter.

Flypassagerafgiften viser princippet

Danmark indførte fra 2025 en passagerafgift på flyrejser. I 2026 er satsen 30 kr. for rejser inden for Europa, 260 kr. for mellemlange rejser og 320 kr. for lange rejser. Aftalen lægger op til en gennemsnitlig afgift på 100 kr. pr. passager ved fuld indfasning i 2030.

Afgiften er blandt andet begrundet med finansiering af grøn luftfart. Men en passagerafgift får ikke i sig selv nye flybrændstoffer, motorer eller teknologier til at eksistere. Den gør først og fremmest rejsen dyrere. Borgeren betaler nu, mens den fremtidige teknologiske effekt er afhængig af projekter, som endnu ikke nødvendigvis er kommercielt modne.

Skatteministeriets egne beregninger viser samtidig, at passagerafgiften er udformet med et forventet provenu. Det understreger, at afgiften både er et politisk styringsmiddel og en indtægtskilde.

Lavere inflation eller midlertidige afgiftslettelser afslører prisen

Elafgiften er i 2026 og 2027 midlertidigt sænket til EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh. Skatteministeriet oplyser, at satsen uden denne lempelse ville have været 72,7 øre pr. kWh. Forskellen viser direkte, hvor stor betydning politiske afgifter kan have for borgernes energiregning.

Når regeringen sænker afgiften for at gøre strømmen billigere, anerkender den samtidig, at afgiften var med til at gøre strømmen dyrere. Det er derfor misvisende, når politikere efterfølgende taler om høje priser som et rent markedsvilkår.

En afgift dokumenterer ikke en global klimaeffekt

En høj afgift er ikke i sig selv bevis på, at den globale temperatur eller de globale udledninger påvirkes mærkbart. En ansvarlig beslutning bør derfor ledsages af en klar vurdering af:

• forventet reduktion i danske udledninger,
• risiko for udflytning af produktion og udledninger,
• omkostning pr. reduceret ton CO₂,
• virkning på priser, beskæftigelse og konkurrenceevne,
• fordelingen mellem by og land samt indkomstgrupper,
• og den forventede effekt i en global sammenhæng.

Hvis disse forhold ikke fremlægges tydeligt, bliver klimaafgiften let symbolpolitik med en meget konkret regning for borgerne.

Når “incitament” betyder økonomisk tvang

Et incitament forudsætter et valg. Når borgeren ikke har et realistisk alternativ, er højere priser ikke et incitament, men en tvungen betaling. Pendleren kører ikke nødvendigvis mindre, fordi benzinen bliver dyrere. Han får blot færre penge til andre formål. Familien slukker ikke for varmen. Den sparer på noget andet.

Det er denne forskel, den politiske debat ofte skjuler. Klimaafgifter fremstilles som tekniske og neutrale, men er i virkeligheden fordelingspolitik. Nogle borgere får mulighed for at omstille sig gennem tilskud, mens andre betaler afgiften år efter år.

Politisk ansvar og ordentlighed

Når politikerne vedtager afgifter, der hæver priserne på energi, transport og varer, kan de ikke bagefter fralægge sig ansvaret og henvise til markedet. Prisstigningen er helt eller delvist politisk skabt.

Politisk ordentlighed kræver, at beslutningstagerne åbent fortæller, hvem der skal betale, hvor meget de skal betale, hvilke alternativer der faktisk findes, og hvilken målbar effekt afgiften forventes at have. Det bør også fremgå, hvor provenuet ender.

Hvad bør erstatte klimaafgifter?

Energipolitikken bør tage udgangspunkt i billig, stabil og rigelig energi. Teknologier bør konkurrere på pris, leveringssikkerhed, ressourceforbrug og dokumenterede udledninger. Bedre løsninger skal gøres attraktive gennem innovation og konkurrence – ikke ved at gøre almindelige menneskers eksisterende liv dyrere.

Hvor staten alligevel anvender en afgift, bør minimumskravene være:

• Dokumenteret effekt: Afgiften skal have en målbar og realistisk virkning.
• Reelle alternativer: Borgerne skal have praktiske muligheder for at ændre adfærd.
• Åben fordeling: Det skal fremgå, hvilke grupper der rammes, og hvor hårdt.
• Provenugennemsigtighed: Indtægterne skal fremgå tydeligt og må ikke skjules i statens almindelige økonomi.
• Stopregel: Afgiften bør ophøre, hvis den ikke leverer den lovede effekt.

Konklusion

Klimaafgifter gør energi, transport, produktion og varer dyrere. De skaber ikke i sig selv nye teknologier, bedre kollektiv trafik eller stabil energiforsyning. Når alternativerne mangler, fungerer afgiften som en straf for at leve og arbejde på de vilkår, samfundet allerede har skabt.

En ansvarlig politik bør ikke begynde med at gøre hverdagen dyrere. Den bør begynde med at skabe bedre, billigere og mere stabile løsninger. Først når et alternativ faktisk er til rådighed, giver det mening at tale om et frit valg.

Politikerne bør derfor ikke bruge klimaafgifter som en nem vej til både adfærdsstyring og nye statsindtægter. De bør løfte ansvaret for priserne, dokumentere effekten og være ærlige om, at grønne afgifter i praksis betales af borgerne.