Medier & debat · Historisk analyse · 11. oktober 2026

Israel og Palæstina – den historie, der ofte bliver udeladt

Fra mere end 600.000 jødiske indbyggere før 1948 til Seksdageskrigen, fredsaftaler og nutidens folkeretlige spørgsmål.

Illustration af Jerusalems gamle bydel – AI-genereret, ikke dokumentarfotografi
AI-genereret realistisk illustration af Jerusalem. Ikke et autentisk fotografi.

Når Israels historie diskuteres, begynder fortællingen ofte med 1948. Men hvem boede i området før statens oprettelse? Hvad skete der i 1967, og hvorfor førte nogle territoriale forhandlinger til fred, mens andre ikke gjorde?

De 608.000 jøder før staten Israel

Det britiske mandatområde Palæstina var før Israels oprettelse beboet af både arabere og jøder. Den jødiske tilstedeværelse i området går tilbage til oldtiden, mens den moderne jødiske befolkning voksede markant fra slutningen af 1800-tallet som følge af bl.a. indvandring og forfølgelse i Europa. FN's skøn for udgangen af 1946 var 608.225 jødiske indbyggere – omtrent en tredjedel af befolkningen. Araberne udgjorde fortsat flertallet. Det er misvisende at udelade nogen af disse befolkningsgrupper fra fortællingen.

FN-baseret graf over den jødiske befolkning fra 1922 til 1946
UNSCOP, 1947: 83.790 (1922), 174.606 (1931), 474.102 (1941) og 608.225 (1946).

Grundlagde Rothschild-familien Israel?

Nej. Baron Edmond de Rothschild støttede jødiske bosættelser økonomisk, og Balfour-erklæringen fra 1917 var adresseret til Lord Walter Rothschild. Men det betyder ikke, at familien oprettede staten. Israel blev erklæret uafhængigt af David Ben-Gurion den 14. maj 1948 efter FN's delingsplan fra 1947.

1947–1948: Delingsplanen, krigen og flygtningene

FN's Generalforsamling anbefalede med resolution 181 en jødisk og en arabisk stat samt en særlig ordning for Jerusalem. Den jødiske hovedledelse accepterede planen, mens de arabiske ledere afviste den. Den interne konflikt eskalerede før selvstændighedserklæringen; efter 14. maj 1948 greb arabiske nabolande militært ind. Omkring 700.000 palæstinensere flygtede eller blev fordrevet i forbindelse med krigen. Årsagerne varierede fra sted til sted, og både den arabisk-israelske krig og den palæstinensiske Nakba er nødvendige dele af historien.

Seksdageskrigen: Hvorfor fik Israel kontrol over områderne i 1967?

I foråret 1967 voksede risikoen for en ny arabisk-israelsk krig. Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser sendte store militære styrker ind i Sinai, fik FN's fredsbevarende styrke UNEF trukket tilbage og lukkede Tiranstrædet for israelsk skibsfart. Samtidig blev de militære forbindelser mellem Egypten, Syrien og Jordan styrket. Israels ledelse opfattede udviklingen som en akut trussel mod statens sikkerhed og eksistens, ikke mindst i lyset af skarpe arabiske trusler og den tidligere konflikt mellem landene.

Israel frygtede et samordnet arabisk angreb og valgte derfor den 5. juni at indlede et forebyggende luftangreb mod Egyptens flyvevåben. Det er dog vigtigt at skelne mellem de reelle militære trusler og spørgsmålet om, hvorvidt et koordineret arabisk angreb allerede var besluttet og nært forestående. Det sidste er omdiskuteret blandt historikere; samtidige amerikanske efterretningsvurderinger beskrev blandt andet egyptiske styrkers opstilling som overvejende defensiv. Angrebet var dermed Israels militære første slag i krigen, som Israel begrundede med behovet for at afværge en alvorlig trussel.

Krigen kom også til at omfatte Jordan og Syrien. Israel erobrede Sinai og Gaza fra Egypten, Vestbredden inklusive Østjerusalem fra Jordan og Golanhøjderne fra Syrien. Områderne blev således ikke erobret fra en eksisterende selvstændig palæstinensisk stat. Det ændrer ikke palæstinensernes ret til selvbestemmelse eller den efterfølgende folkeretlige vurdering af besættelsen.

Illustrativt før-og-efter-kort over territoriale ændringer i Seksdageskrigen 1967
AI-genereret oversigtskort til illustration af territorialændringerne i 1967. Ikke et autoritativt historisk kort; geografiske detaljer bør kontrolleres mod et historisk atlas.

Land for fred: Sinai blev tilbageleveret

AI-rekonstruktion inspireret af fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979
AI-genereret historisk rekonstruktion inspireret af underskrivelsen af fredsaftalen i 1979. Ikke et autentisk arkivfoto og ikke dokumentation af de præcise personers udseende eller placering.

Fredsaftalen mellem Egypten og Israel fra 1979 førte til israelsk tilbagetrækning fra Sinai, afsluttet i 1982. Israel og Jordan indgik en fredsaftale i 1994; Jordan havde allerede i 1988 opgivet sine krav på Vestbredden til fordel for palæstinensisk selvbestemmelse. Det viser, at der har været konkrete territoriale indrømmelser som led i fredsprocessen – men ikke, at alle konflikter eller krav dermed er løst.

Khartoum og de tre nej’er

Efter krigen i 1967 vedtog arabiske ledere på topmødet i Khartoum de såkaldte tre nej’er: ingen fred med Israel, ingen anerkendelse og ingen forhandlinger. Holdningen ændrede sig med tiden, blandt andet gennem Egyptens og Jordans fredsaftaler. Erklæringen er et vigtigt historisk udgangspunkt, men forklarer ikke alene, hvorfor den palæstinensisk-israelske fredsproces endnu ikke har ført til en endelig aftale.

PLO og Osloaftalerne

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) anerkendte oprindeligt ikke Israel. I 1988 tog organisationen skridt i retning af en tostatsløsning, og i 1993 anerkendte PLO formelt Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed. Israel anerkendte til gengæld PLO som repræsentant for palæstinenserne. Osloaftalerne skabte palæstinensisk selvstyre, men de vanskeligste spørgsmål om grænser, Jerusalem, bosættelser, flygtninge og sikkerhed blev ikke endeligt løst.

Besættelse er et folkeretligt begreb

FN's Sikkerhedsråds resolution 242 fra 1967 kombinerede principper om israelsk tilbagetrækning med respekt for staternes suverænitet og retten til sikre, anerkendte grænser. At et territorium er blevet indtaget under krig, gør det ikke automatisk lovligt at annektere det. Den Internationale Domstol (ICJ) vurderede i en rådgivende udtalelse 19. juli 2024, at Israels fortsatte tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder er ulovlig. Den historiske forklaring på krigens begyndelse og den folkeretlige vurdering af den fortsatte kontrol er forskellige spørgsmål.

Beskyldninger om folkedrab: Hvem har afgjort hvad?

I september 2025 konkluderede en uafhængig undersøgelseskommission under FN's Menneskerettighedsråd, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Israel afviser anklagen. Kommissionens konklusion er ikke det samme som en endelig dom fra ICJ i Sydafrikas sag mod Israel. En præcis debat må skelne mellem rapporter, foreløbige retskendelser og en endelig dom.

Konklusion

Den historiske fortælling om Israel og Palæstina kan ikke stå alene på ét årstal eller én befolkningsgruppes erfaringer. Før 1948 eksisterede en stor jødisk befolkning side om side med et arabisk flertal. Efter 1967 blev områdets grænser et centralt spørgsmål i fredsforhandlingerne. Israels sikkerhedsbehov, palæstinensernes rettigheder og folkerettens begrænsninger må beskrives hver for sig, hvis debatten skal bygge på efterprøvelige oplysninger.

Kilder

Redaktionel note: Befolkningstallene er skøn for det britiske mandatområde, ikke en opgørelse over statsborgere i en israelsk stat, der endnu ikke eksisterede.