Når ligestillingen stopper ved skilsmissen

Lovgivningen er kønsneutral på papiret. Alligevel oplever mange fædre, at de efter et samlivsbrud bliver reduceret fra ligeværdig forælder til samværsforælder – og i nogle tilfælde helt mister kontakten til deres børn.

Af Steffen Møller · Analyse

I den offentlige debat behandles ligestilling ofte som et spørgsmål om kvinders løn, karriere og repræsentation. Men når et par går fra hinanden, bliver et andet ligestillingsspørgsmål synligt: Har mor og far reelt samme status som forældre?

Forældreansvarsloven bygger på barnets bedste og på, at barnets forbindelse til begge forældre så vidt muligt skal bevares. Familieretshuset fremhæver selv, at barnet har ret til samvær med den forælder, det ikke bor hos, og at begge forældre har ansvar for, at kontakten fungerer.

Det er det formelle udgangspunkt. Kritikken er, at systemets praktiske konstruktion skaber en betydelig asymmetri. Den forælder, som barnet registreres med bopæl hos, får en stærkere position i hverdagen. Den anden bliver samværsforælder og må i en konflikt ofte søge hjælp til at få eller bevare kontakt.

Et kønsneutralt system med et kønnet resultat

Der findes ikke en officiel regel om, at mødre skal foretrækkes. Det ville derfor være for kategorisk at hævde, at Familieretshuset i enhver sag favoriserer moderen. Men et system kan være kønsneutralt i lovteksten og samtidig få kønnede resultater.

Børn har historisk oftest haft bopæl hos moderen efter et brud, mens faren har været samværsforælder. Når en konflikt opstår, er det derfor oftere faren, der skal kæmpe for at bevare en relation, der før bruddet var en naturlig del af barnets liv.

Tid er en afgørende faktor. Et barn, der i måneder eller år ikke ser den ene forælder, vænner sig gradvist til en ny normal. Relationer svækkes, minder bliver fjernere, og modstanden mod kontakt kan vokse. Dermed kan systemets langsommelighed indirekte komme til at belønne den etablerede situation – også selv om kontaktbruddet oprindeligt var uberettiget.

Det er netop denne problemstilling, der ligger bag lovændringen fra 2024 om styrkelse af barnets ret til begge forældre samt større opmærksomhed på samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse. Lovændringen er i sig selv en erkendelse af, at kontaktbrud kan være skadelige og ikke altid må behandles som en almindelig uenighed mellem to voksne.

Omkring 16 procent mister kontakten

Ifølge Foreningen Far mister omkring 16 procent af danske skilsmissebørn fuldstændig kontakten til en forælder – primært faren. Foreningen anvender tallet i flere nyere artikler om forskelsbehandling, retssikkerhed og den principielle sag, som foreningen har anlagt mod staten.

Foreningen Far beskriver ikke problemet som enkelte ulykkelige familiesager, men som et mønster, hvor lovgivning, bopælsordninger, sagsbehandling og manglende håndhævelse kan medvirke til, at børn og fædre mister kontakten. Foreningen anfører samtidig, at langt flere børn mister en væsentlig del af kontakten, selv om forbindelsen ikke ophører fuldstændigt.

Tallet på 16 procent ligger tæt på ældre danske undersøgelser fra SFI og VIVE, som har placeret omfanget af manglende kontakt i størrelsesordenen 10–15 procent. Foreningen Far har i tidligere artikler også anvendt cirka 14 procent med henvisning til VIVE. Forskellen kan blandt andet skyldes forskellige årgange, aldersgrupper og definitioner af fuldstændigt kontaktbrud.

Den fraværende forælder er oftest faren, fordi børn efter et brud langt oftere har folkeregisteradresse og hovedbopæl hos moderen. Årsagerne varierer. I nogle sager trækker faren sig selv. I andre skyldes kontaktbruddet vold, misbrug eller en konkret risiko for barnet. Men der findes også sager, hvor faren beskrives som god, kærlig og omsorgsfuld, uden at systemet formår at bevare eller genetablere en stabil kontakt.

Selv med den lave ende af intervallet er problemet stort. Hvert kontaktbrud kan betyde tab af en forælder, bedsteforældre, halvsøskende, kusiner, fætre, familiehistorie og en del af barnets identitet.

Barnet mister mere end samværstimer

Kontakt til en forælder er ikke blot et antal weekender i en kalender. En forælder er også tilknytning, hverdag, historie, korrigering, opmuntring, grænser og følelsen af at høre til.

VIVE har fundet, at skilsmissebørns trivsel hænger sammen med blandt andet forældrekonflikt, kvaliteten af forældresamarbejdet og kontakten til den forælder, barnet ikke bor hos. Børn med meget begrænset eller ingen kontakt udgør ikke én ensartet gruppe, og man kan ikke konkludere, at fraværet alene skaber alle vanskeligheder. Konflikt, social belastning og forholdene før bruddet spiller også ind.

Men det følger ikke, at tabet af en god forælder er neutralt. Tværtimod må udgangspunktet være, at en stabil relation til en egnet og kærlig mor eller far er en ressource for barnet.

Drengen og det mandlige forbillede

For en dreng er faren ofte den nærmeste vedvarende relation til en voksen mand. Gennem faren kan drengen se, at maskulinitet ikke alene handler om styrke, men også om ansvar, loyalitet, selvkontrol, arbejdsomhed, omsorg og evnen til at beskytte uden at dominere.

En far kan vise sin søn, hvordan en mand håndterer nederlag, vrede, konflikter og forpligtelser. Han kan give drengen anerkendelse fra en voksen af samme køn og være en bro til den mandlige del af familien.

Det betyder ikke, at enhver dreng uden en tilstedeværende far nødvendigvis får problemer, eller at en mor ikke kan opdrage en velfungerende søn. Bedstefædre, lærere, trænere og andre mænd kan også være værdifulde forbilleder. Men det gør ikke den biologiske og relationelle far overflødig.

Pigen og hendes første nære relation til en mand

For en pige er faren ofte den første langvarige og trygge relation til en voksen mand. Her kan hun opleve mandlig omsorg uden seksuelle forventninger og lære, at en mand kan være både stærk, respektfuld, kærlig og grænsesættende.

En god far kan styrke datterens fornemmelse af egen værdi, sætte tydelige og trygge rammer og give hende erfaring med, hvordan en respektfuld mand håndterer uenighed. Den erfaring kan senere få betydning for hendes egne grænser og forventninger til mænd og parforhold.

Også her skal man undgå simple årsagsforklaringer. Voksne menneskers relationer formes af mange forhold. Men det er svært at forsvare den modsatte påstand: at en stabil og kærlig far principielt er uden betydning for en pige.

Den stærkeste anklage bliver let den stærkeste position

I højkonfliktsager skal myndighederne naturligvis reagere alvorligt på oplysninger om vold, seksuelle overgreb, misbrug eller omsorgssvigt. Barnets sikkerhed må aldrig ofres for et abstrakt krav om ligedeling.

Problemet opstår, når udokumenterede beskyldninger i praksis skaber et langvarigt kontaktstop, mens sagen undersøges. Myndighederne står i et vanskeligt dilemma: Undervurderer de en reel risiko, kan barnet lide skade. Overvurderer de en ubegrundet påstand, kan barnet miste en uskyldig og kærlig forælder.

Retssikkerheden kræver derfor både beskyttelse og prøvelse. En påstand må føre til hurtig og kvalificeret undersøgelse – ikke automatisk til et permanent resultat gennem tidens gang.

Når barnet siger nej

Barnets perspektiv skal tages alvorligt. Men barnets udsagn kan ikke altid forstås løsrevet fra alder, loyalitetskonflikt, frygt, påvirkning og den hverdag, barnet befinder sig i.

Et barn kan oprigtigt afvise en forælder og samtidig være fanget i en konflikt, som barnet ikke selv har skabt. Derfor bør myndighederne undersøge både barnets udsagn og den proces, der har ført frem til dem. Ellers risikerer man at gøre barnets aktuelle modstand til et endeligt bevis og dermed placere ansvaret for familiens fremtid på barnet selv.

Hvad reel ligestilling kræver

Reel ligestilling betyder ikke automatisk 7/7-ordning i alle familier. Børns alder, afstand mellem hjemmene, forældrenes samarbejde og konkrete behov varierer. Men ligestilling kræver et andet grundsyn: Begge egnede forældre må fra begyndelsen betragtes som fuldgyldige.

Det indebærer blandt andet hurtig behandling af kontaktbrud, midlertidige afgørelser inden relationen nedbrydes, konsekvenser ved dokumenteret samarbejdschikane, bedre undersøgelse af alvorlige beskyldninger og løbende offentlig statistik fordelt på køn og sagsudfald.

Det bør også være et centralt kriterium, hvilken forælder der bedst kan støtte barnets relation til den anden. En forælder, der uden saglig grund forsøger at fjerne den anden fra barnets liv, handler ikke alene mod den anden voksne, men mod barnets ret til sin familie.

Konklusion

Det familieretlige system er formelt kønsneutralt, men det er ikke tilstrækkeligt at vurdere ligestilling ud fra lovens ord. Man må også undersøge resultaterne, sagsbehandlingstiden, bopælsforælderens praktiske magt og systemets evne til at beskytte barnets relation til begge forældre.

Det er ikke dokumenteret, at enhver mor favoriseres, eller at enhver far behandles uretfærdigt. Men ifølge Foreningen Far mister omkring 16 procent af skilsmissebørn fuldstændig kontakten til en forælder, primært faren. Ældre danske undersøgelser peger i samme størrelsesorden, selv om Danmark fortsat mangler tilstrækkeligt aktuelle og detaljerede myndighedsdata om problemets præcise omfang og årsager.

Når et barn mister kontakten til en god og kærlig far, er det ikke først og fremmest faren, der mister noget. Det er barnet.

Barnet mister en relation, et forbillede, en familiegren og en del af sin egen historie. Det bør et samfund, der hævder at tage både ligestilling og børns rettigheder alvorligt, behandle som et alvorligt tab – ikke som en administrativ bivirkning af et samlivsbrud.