Hvad skal en straf egentlig gøre?
Når en person bliver dømt for en alvorlig forbrydelse, virker svaret umiddelbart enkelt: Personen skal straffes. Men hvorfor? Skal straffen først og fremmest være en konsekvens, skræmme andre, beskytte samfundet eller gøre den dømte mindre tilbøjelig til at begå kriminalitet igen? Og hvor befinder offeret sig i det regnestykke?

Fem forskellige grunde til at straffe
Der findes ikke ét enkelt formål med straf. I praksis kan flere hensyn være til stede samtidig – og de kan pege i forskellige retninger.
En alvorlig forbrydelse skal mødes af en reaktion, der står mål med handlingens grovhed, skade, fare og krænkelse.
Straffen kan søge at få både den konkrete gerningsmand og andre til at afstå fra kriminalitet.
Frihedsberøvelse begrænser gerningsmandens mulighed for at begå kriminalitet ude i samfundet under afsoningen.
Afsoningen kan bruges til at mindske risikoen for ny kriminalitet gennem f.eks. uddannelse, behandling og arbejde.
Samfundets reaktion kan samtidig være en anerkendelse af den skade og krænkelse, forbrydelsen har påført et andet menneske.
Hvad siger dansk lovgivning?
Straffelovens § 80 viser, at dansk strafudmåling allerede balancerer flere hensyn. Retten skal lægge vægt på både lovovertrædelsens grovhed og oplysninger om gerningsmanden. Ved grovheden indgår bl.a. skade, fare og krænkelse. Ved vurderingen af gerningsmanden indgår bl.a. personlige og sociale forhold, adfærd før og efter gerningen og motiv.
Straffelovens § 81 angiver desuden skærpende omstændigheder. Relevant tidligere kriminalitet er blandt dem. To mennesker, der har begået en tilsyneladende ens handling, behøver derfor ikke nødvendigvis ende med præcis samme straf.
Skal straffen først og fremmest afspejle det, personen har gjort – eller også den risiko, personen vurderes at udgøre fremover? De to hensyn kan føre til forskellige resultater.
Virker hårdere straffe?
Det afhænger først af, hvad man mener med “virker”. Hvis formålet med en længere straf er, at en alvorligere forbrydelse skal have en alvorligere konsekvens, er spørgsmålet grundlæggende normativt. Hvis argumentet derimod er, at en længere straf vil mindske fremtidig kriminalitet, kan påstanden undersøges empirisk.
Justitsministeriets Forskningskontor undersøgte danske strafskærpelser for bl.a. simpel og alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab ved færdselsuheld. Undersøgelsen kunne ikke påvise, at de længere straffe ændrede de dømtes risiko for ny kriminalitet op til to år efter løsladelsen. Forskningskontoret understregede samtidig begrænsninger i dele af datagrundlaget, bl.a. små grupper og relativt begrænsede strafændringer.
En senere forskningsgennemgang fra Justitsministeriet pegede på, at straf kan have forskellige virkninger afhængigt af perspektivet, og at sandsynligheden for at blive opdaget og straffet har betydning for afskrækkelsen.
International forskning peger i samme retning. Det amerikanske National Institute of Justice sammenfatter en stor forskningslitteratur sådan, at sikkerheden for at blive opdaget generelt har større afskrækkende betydning end yderligere skærpelser af straffens strenghed. Det betyder ikke, at straflængde aldrig har betydning, men at yderligere længde i allerede lange straffe typisk giver en mere begrænset ekstra afskrækkende effekt.
Der er forskel på at spørge: “Er straffen hård nok?” og “Hvor stor er sandsynligheden for, at lovovertræderen overhovedet bliver opdaget?”
Mens gerningsmanden sidder i fængsel
En vigtig effekt forsvinder, hvis diskussionen kun handler om tilbagefald efter løsladelsen. En fængslet person har under afsoningen stærkt begrænset mulighed for at begå kriminalitet mod offentligheden uden for fængslet. Denne effekt kaldes ofte incapacitation.
Derfor kan en længere fængselsstraf have en beskyttelseseffekt, selv hvis den ikke gør den dømte mindre tilbøjelig til kriminalitet efter løsladelsen.

Hvad sker der efter løsladelsen?
Danmarks Statistiks seneste offentliggjorte opgørelse viser, at 30 pct. af de 169.338 personer, der blev løsladt fra fængsel eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse i 2021, blev dømt for ny kriminalitet en eller flere gange i de følgende to år.
blev registreret med tilbagefald efter Danmarks Statistiks definition i opfølgningsperioden 2021-2023. For hele perioden 2007-2021 har den samlede tilbagefaldsprocent ligget omkring 30 pct.
Blandt personer løsladt efter fængselsafsoning var tilbagefaldsprocenten 55 pct. for 2021-gruppen, mens den var 29 pct. blandt dømte uden fængselsophold. Det kan ikke bruges som et simpelt bevis for, at fængsel skaber kriminalitet: grupperne er forskellige allerede før sanktionen.
Er fængsel bedre til at forhindre tilbagefald?
En systematisk Campbell-gennemgang sammenlignede frihedsberøvende og ikke-frihedsberøvende sanktioner. De 14 studier af højeste kvalitet fandt samlet set ikke, at fængselsstraf var bedre eller dårligere end ikke-frihedsberøvende sanktioner til at reducere tilbagefald. Svagere studier fandt undertiden mere tilbagefald efter fængsel, men her er risikoen for selektionsbias betydelig.
Straf og rehabilitering behøver ikke være modsætninger
Debatten bliver ofte stillet op som et valg: Skal vi straffe gerningsmanden, eller skal vi hjælpe vedkommende? Men de to ting behøver ikke udelukke hinanden. Et samfund kan mene, at en alvorlig forbrydelse kræver flere års fængsel af hensyn til proportionalitet og beskyttelse, og samtidig bruge afsoningen på uddannelse, misbrugsbehandling, arbejde eller andre tiltag, der kan mindske risikoen for ny kriminalitet.
Førstegangskriminel og vanekriminel
Forestil dig to personer, der begår den samme forbrydelse. Den ene er aldrig tidligere straffet. Den anden har gentagne relevante domme. Dansk ret giver mulighed for at lade tidligere kriminalitet indgå som en skærpende omstændighed. Det rejser samtidig et principielt spørgsmål: Hvor meget skal straffen handle om den aktuelle handling, og hvor meget skal den handle om gerningsmandens historie og fremtidige risiko?
Det svære tankeeksperiment
Person A begår én meget alvorlig forbrydelse, men vurderes bagefter til at have meget lav risiko for gentagelse.
Person B begår en mindre alvorlig forbrydelse, men har en lang kriminalitetshistorik og vurderes til at have høj risiko for at fortsætte.
Hvis det eneste mål var at forhindre fremtidig kriminalitet, kunne man argumentere for at holde B frihedsberøvet længere end A. Hvis proportionalitet med den allerede begåede handling derimod er det afgørende princip, peger resultatet den modsatte vej. Forskning kan beskrive risiko og konsekvenser. Den kan ikke alene afgøre, hvilket moralsk og juridisk princip et samfund bør prioritere.
Hvad med offeret?
Straffesagen er grundlæggende statens sag mod den tiltalte. Staten skal bevise skyld, og den tiltalte har omfattende retssikkerhedsgarantier. Det er nødvendigt, fordi staten skal kunne fratage et menneske friheden uden at straffe uskyldige vilkårligt.
Men fra offerets perspektiv kan retssystemet opleves anderledes. Offeret kan have fået sit liv ændret på få sekunder, mens en stor del af processen nødvendigvis handler om gerningsmandens skyld, rettigheder, personlige forhold og sanktion.
Det betyder ikke, at den tiltaltes rettigheder bør reduceres. Men det rejser spørgsmålet om balancen mellem retssikkerheden for den tiltalte og offerets rolle og rettigheder.
Hvad koster straf?
Kriminalforsorgen oplyste i 2025, at en dag med fodlænke gennemsnitligt kostede omkring 500 kr., mens en dag i fængsel kostede omkring 2.000 kr. for Kriminalforsorgen. Fodlænke er dog ikke et generelt alternativ for alle forbrydelser og alle dømte.
Økonomi kan derfor ikke alene afgøre sanktionen. Hvis frihedsberøvelse forhindrer alvorlig kriminalitet, har den også en værdi, som ikke fremgår af fængslets dagspris.
Danmark har netop ændret balancen
Den brede strafreform for 2026-2030 kombinerer forskellige strafpolitiske hensyn. Reformen skærper straffe for en række former for personfarlig kriminalitet, mens den samtidig udvider muligheder for bl.a. fodlænke og prøveløsladelse for visse grupper. For livstidsdømte hæves tidspunktet for tidligst mulig prøveløsladelse fra 12 til 20 år.
Det viser, at moderne retspolitik ikke nødvendigvis bygger på ét princip: hårdere konsekvens for alvorlig kriminalitet kan eksistere samtidig med alternative afsoningsformer og kriminalpræventive indsatser for andre grupper.
Så hvad skal en straf egentlig gøre?
Forskningen kan fortælle os en del. Sandsynligheden for at blive opdaget har stor betydning for afskrækkelse. Danske undersøgelser har ikke kunnet påvise, at de undersøgte strafskærpelser i sig selv reducerede de dømtes senere tilbagefald. Fængsel beskytter samtidig samfundet i den periode, hvor gerningsmanden er frihedsberøvet, og straf kan have betydning for både offeret og befolkningens oplevelse af retfærdighed.
Men forskningen kan ikke alene afgøre, hvor hård en straf bør være. Det kræver en afvejning af værdier og hensyn.
Hvilken straf reducerer kriminaliteten mest?
og
Hvilken straf står rimeligt mål med den handling, der er begået?
Det er to forskellige spørgsmål.
Videnskaben kan hjælpe os med at undersøge, hvad forskellige sanktioner gør. Den kan ikke alene beslutte, hvad et samfund mener, en forbrydelse fortjener.
Hvem fylder mest i retssystemet – gerningsmanden eller offeret?
Kilder
- Retsinformation – Straffeloven, §§ 80-81.
- Danmarks Statistik – Tilbagefald til kriminalitet 2021-2023, 3. oktober 2025.
- Justitsministeriet – Forskningsrapport om strafskærpelser.
- Justitsministeriet – Ny forskningsgennemgang af virkninger af straf.
- National Institute of Justice – Five Things About Deterrence.
- Campbell Collaboration – Custodial vs. non-custodial sanctions.
- Kriminalforsorgen – Fodlænken fylder 20 år.
- Justitsministeriet – vedtagelsen af strafreformen.
Metodenote: Artiklen skelner mellem empiriske spørgsmål om virkningen af sanktioner og normative spørgsmål om proportionalitet og retfærdighed. Rå tilbagefaldstal kan ikke uden videre bruges som en kausal sammenligning mellem sanktioner.