Klima & energi · Analyse

CO₂ – livets gas og klimaets store usikkerheder

På helt almindeligt dansk: CO₂ kan holde på varme, men planter skal samtidig bruge CO₂ for overhovedet at kunne vokse. Jorden har desuden have, skyer, vanddamp, vulkaner, solvariation, is og naturlige klimaudsving. Derfor er det ene spørgsmål let at besvare – CO₂ påvirker klimaet – mens det næste er langt vanskeligere: Hvor meget? Denne artikel ser både på CO₂'s dokumenterede fordele for plantelivet og på de usikkerheder, der opstår, når forskningen skal omsætte CO₂'s fysiske drivhuseffekt til en præcis global temperaturændring.

CO2, plantevækst og Jordens greening
CO₂ er både drivhusgas og råstof for fotosyntesen. Illustrationen samler istidens lave CO₂, nutidens højere niveau, greening og resultater fra planteforsøg. De konkrete forskningskilder gennemgås nedenfor.

CO₂ er plantemad

Uden CO₂ ingen fotosyntese. Planter optager CO₂ fra luften og bruger kulstoffet sammen med vand og solenergi til at opbygge plantemateriale. Det betyder ikke, at mere CO₂ altid er bedre: vand, næringsstoffer, temperatur og lys kan begrænse væksten. Men CO₂ er biologisk ikke kun et problem.

Det ses også i friluftsforsøg. En gennemgang af næsten 250 FACE-observationer fra 14 forsøgssteder på fem kontinenter fandt, at omkring 200 ppm ekstra CO₂ under ikke-stressede forhold i gennemsnit øgede udbyttet hos 18 C3-afgrøder med cirka 18 procent. Effekten varierede mellem afgrøder og vækstbetingelser.

Jorden er blevet grønnere

Satellitdata viser en omfattende greening. Zhu m.fl. fandt signifikant stigende bladmængde på 25–50 procent af Jordens vegetationsdækkede areal i 1982–2009, mens under 4 procent viste signifikant browning. I modellernes faktoropdeling blev CO₂-gødning estimeret til at forklare omkring 70 procent af den observerede greening-trend. Det er et modelbaseret bidragsestimat – ikke en direkte måling af, at 70 procent af alle planter skyldes CO₂.

Højere CO₂ kan desuden forbedre mange planters vandudnyttelse, fordi de kan optage kulstof med mindre åbne stomata og dermed reducere vandtabet. Omvendt viser forsøg også, at koncentrationen af f.eks. zink, jern og protein kan falde i visse afgrøder. Fordele og ulemper eksisterer samtidig.

Fra omkring 180 ppm til over 420 ppm

Under sidste istids maksimum lå atmosfærens CO₂ omkring 180 ppm. Det var ikke en universel dødsgrænse for planter, men et niveau hvor CO₂ var stærkt vækstbegrænsende for mange C3-planter. Før industrialiseringen lå niveauet omkring 280 ppm; i dag er det over 420 ppm.

CO₂ har tidligere været mange gange højere

På geologiske tidsskalaer bliver usikkerheden meget større. Rekonstruktioner af det tidlige Palæozoikum viser CO₂-koncentrationer på flere tusinde ppm, og nogle ældre rekonstruktioner når omkring 7.000 ppm eller mere. De præcise værdier er proxybaserede og har store usikkerheder. Komplekst dyreliv og tidlige hvirveldyr eksisterede i perioder med langt højere CO₂ end i dag. Det beviser ikke, at en hurtig stigning til sådanne niveauer ville være uproblematisk for nutidens økosystemer.

Geologisk graf over CO2 og temperatur
En ofte delt geologisk oversigtsgraf. Den er nyttig som illustration af, at rekonstrueret CO₂ og temperatur ikke bevæger sig parallelt gennem hele Jordens historie, men den bør ikke læses som en præcis måleserie: begge kurver bygger på rekonstruktioner og forskellige proxyer.

CO₂ og temperatur har ikke altid fulgtes ad

Veizer, Godderis og François offentliggjorde i 2000 et Nature-studie med en rekonstruktion af tropiske havtemperaturer gennem cirka 550 millioner år. Forfatterne fandt, at deres data i dele af perioden var vanskelige at forene med en temperaturrekonstruktion fra en energibalancemodel drevet af rekonstrueret CO₂. De pegede selv på to muligheder: enten var CO₂ ikke den primære klimadriver gennem mindst en del af perioden, eller også var datidens CO₂-rekonstruktioner utilstrækkelige.

Senere forskning har fundet stærkere langsigtede relationer mellem CO₂ og temperatur. Den rimelige konklusion er derfor ikke, at CO₂ er uden temperaturvirkning. Pointen er, at en bestemt CO₂-koncentration ikke fungerer som et simpelt termostatdisplay, der alene bestemmer Jordens temperatur.

Den tidlige opvarmning – før de moderne emissioner

Den globale temperatur steg mærkbart omkring 1910–1940, mens de fossile CO₂-emissioner stadig var en brøkdel af nutidens. Derefter fulgte en periode frem mod 1970'erne, hvor temperaturudviklingen var langt fladere, samtidig med at emissionerne voksede kraftigt. Efter omkring 1975 steg både atmosfærisk CO₂ og global temperatur markant.

Det er ikke et bevis imod CO₂. Det er derimod en demonstration af, hvorfor årsagsfordelingen ikke kan aflæses ved blot at lægge to kurver oven på hinanden. Forskningen skal samtidig håndtere drivhusgasser, aerosoler, vulkanisme, solpåvirkning og intern variation.

Global temperatur og fossile CO2-emissioner
Oversigt med udvalgte år: NASA GISTEMP v4 og Global Carbon Project/Our World in Data. Bemærk forskellen mellem årlige emissioner og atmosfærisk koncentration: CO₂ ophobes i atmosfæren, så de to størrelser må ikke forveksles.

1998–2012: et lærerigt slowdown

Perioden omkring 1998–2012 blev kendt som en opbremsning i stigningen i den globale overfladetemperatur. CO₂-koncentrationen fortsatte opad, og de globale emissioner voksede kraftigt – blandt andet under Kinas industrialisering. IPCC forklarer den langsommere temperaturudvikling med en kombination af intern klimavariation og naturlige påvirkninger, som midlertidigt modvirkede en del af den underliggende opvarmning.

Det er en vigtig pointe: andre påvirkninger kan på dekadiske tidsskalaer være store nok til at ændre den observerede temperaturtrend mærkbart. Hvis intern variation kan dæmpe en underliggende trend i én periode, kan den principielt også forstærke den i en anden. Hvor meget den faktisk gør det, er netop et attributionsspørgsmål.

UAH temperaturanomali i den nedre troposfære 1979 til 2026
UAH's satellitbaserede temperaturserie for den nedre troposfære. Den viser både en langsigtet stigende trend og tydelige flerårige perioder med fald eller stagnation. UAH måler ikke det samme som de globale overfladetemperaturserier, og serierne bør derfor ikke blandes sammen.

Hvor sikkert kender vi den samlede temperaturrespons?

Den centrale størrelse Equilibrium Climate Sensitivity (ECS) beskriver den langsigtede temperaturrespons på en vedvarende fordobling af CO₂. IPCC AR6 angiver et bedste estimat på 3,0 °C, et sandsynligt interval på 2,5–4,0 °C og et meget sandsynligt interval på 2–5 °C.

IPCC ECS AR2 til AR6
IPCC's vurderinger af ECS. AR6 har indsnævret det sandsynlige interval, men der er fortsat et betydeligt spænd i den samlede langsigtede temperaturrespons.
Den centrale kritik: At CO₂ absorberer infrarød stråling er veldokumenteret fysik. Det er langt vanskeligere at fastlægge den præcise samlede temperaturrespons, når skyer, vanddamp, hav, is, aerosoler og andre feedbacks reagerer. Usikkerhedsintervallet er derfor ikke en uvæsentlig fodnote; det er en del af selve resultatet.

Usikkerhed er ikke uvidenhed

Usikkerheden betyder ikke, at alle forklaringer er lige gode. Der findes stærk fysisk og observationsmæssig evidens for, at stigende CO₂ ændrer Jordens strålingsbalance, og IPCC vurderer menneskeskabte drivhusgasser som den dominerende årsag til den moderne langsigtede opvarmning. Men attributionen af præcise bidrag er en kombination af observationer, fysik, statistiske metoder og modeller – ikke en separat termometeraflæsning for hver årsag.

Det fagligt interessante spørgsmål er derfor ikke, om CO₂ kan påvirke temperaturen. Det er: Hvor stor er påvirkningen, hvor sikkert kender vi den, og hvor robuste er de antagelser, der omsætter strålingspåvirkningen til global temperatur?

Når intervaller bliver til milliardbeslutninger

Her bliver diskussionen politisk og økonomisk. Europa bruger meget store beløb på omstilling af energi, transport, industri og landbrug. Videnskaben kan beskrive risici og forventede klimaeffekter, men den kan ikke alene afgøre, hvilken pris samfundet bør betale for en bestemt reduktion.

For en konkret politik bør man derfor spørge: Hvor mange ton CO₂ reducerer den faktisk? Hvor meget ændrer det den globale koncentration? Hvilken temperaturforskel forventes under forskellige antagelser om klimafølsomhed? Hvilke skader forventes undgået – og hvad er de økonomiske og sociale omkostninger?

At CO₂ er en drivhusgas er ikke i sig selv dokumentation for, at enhver CO₂-afgift eller enhver reduktionspolitik er omkostningseffektiv. Det kræver sit eget regnestykke.

CO₂ er mere end én ting

CO₂ er en drivhusgas. CO₂ er også råstof for fotosyntesen. Stigende CO₂ har bidraget til global greening, kan øge væksten hos mange planter og kan forbedre vandudnyttelsen. Samtidig kan den påvirke næringsstofkoncentrationer, klima og økosystemer på måder, der både kan være positive og negative.

Den seriøse diskussion bør derfor ikke reduceres til, om CO₂ er “god” eller “ond”. Den bør handle om størrelsesordener, fordele, ulemper, usikkerheder og alternativer.

Hvis samfundet skal træffe beslutninger med store konsekvenser for energi, industri, landbrug og privatøkonomi, bør både den veldokumenterede viden og de reelle forskningsmæssige usikkerheder ligge åbent på bordet.

Kilder og videre læsning

  1. Zhu et al. (2016), Greening of the Earth and its drivers, Nature Climate Change: nature.com/articles/nclimate3004
  2. Ainsworth & Long / FACE-forskning; nyere review: Ainsworth & Long m.fl. (2020), PubMed: pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33135850
  3. Veizer, Godderis & François (2000), Evidence for decoupling of atmospheric CO₂ and global climate during the Phanerozoic eon, Nature: nature.com/articles/35047044
  4. IPCC AR6 WG1, kapitel 7 – Earth's energy budget, climate feedbacks and climate sensitivity: ipcc.ch
  5. IPCC AR6 WG1, kapitel 3 – Human influence on the climate system: ipcc.ch
  6. NASA GISS, GISTEMP v4: data.giss.nasa.gov/gistemp/
  7. Global Carbon Project-data via Our World in Data: ourworldindata.org/co2-emissions
  8. NOAA Global Monitoring Laboratory, atmosfærisk CO₂: gml.noaa.gov/ccgg/trends/