Analyse · Demokrati · Politisk debat

Når politiske modstandere bliver gjort til fjender

Vi er mere enige, end den politiske debat ofte får det til at se ud. Alligevel bliver ord som fascist, nazist, kommunist og ekstremist brugt så bredt, at vi risikerer at miste sproget til at beskrive de ideologier, der faktisk udfordrer det demokratiske samfund.

Af Steffen Møller · 22. september 2026

To grupper af politikere i debat i en folketingssal

Illustrationsbillede: Politisk Realitet.

Den politiske debat bliver stadig oftere trukket op som en kamp mellem to lejre. Højre mod venstre. Progressive mod konservative. De gode mod de onde.

Problemet opstår, når almindelige politiske uenigheder ikke længere behandles som uenigheder, men som tegn på ekstremisme.

En politiker kan ønske en strammere udlændingepolitik uden at være fascist. En anden kan ønske højere skatter og større offentlig omfordeling uden at være kommunist. Man kan være stærkt uenig med begge uden at placere dem uden for det demokratiske fællesskab.

Det danske demokrati er netop indrettet til, at mennesker med meget forskellige politiske synspunkter kan konkurrere om magten. Grundloven beskytter blandt andet ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Politisk uenighed er ikke en fejl i systemet. Den er en del af systemet.

Vi er faktisk enige om meget

Når den daglige politiske retorik skrælles væk, er forskellene mellem de fleste demokratiske partier i Danmark mindre grundlæggende, end debatten kan give indtryk af.

Der kan være stor uenighed om hvordan samfundet skal løse sine problemer. Men det er noget andet end at være uenig om, hvorvidt problemerne overhovedet bør løses.

De fleste ønsker eksempelvis, at børn får en god opvækst og uddannelse, at syge mennesker kan få behandling, at mennesker, som reelt ikke kan forsørge sig selv, får hjælp, at kriminalitet begrænses, og at samfundet fungerer for kommende generationer.

Uenigheden begynder især, når spørgsmålet bliver: Hvordan gør vi det bedst?

Hvor stor skal staten være? Hvor meget skal den enkelte selv bestemme? Hvor meget skal vi betale i skat? Hvor omfattende skal velfærdsstaten være? Hvor stram skal udlændingepolitikken være? Hvor meget regulering skal virksomheder og borgere acceptere? Og hvor går grænsen mellem fællesskabets interesser og den enkeltes frihed?

Det er reelle og vigtige politiske konflikter. Men de gør ikke automatisk den politiske modstander til ekstremist.

Ordene betyder noget

Begreber som fascisme og nazisme beskriver historiske ideologier med kendetegn, der ligger langt ud over almindelig parlamentarisk højre- eller venstrepolitik.

Det samme gælder islamisme samt totalitære eller revolutionære former for socialisme og kommunisme. De bør vurderes på deres syn på magt, frihedsrettigheder, opposition, pluralisme og borgernes lighed for loven.

Marxistisk socialisme er eksempelvis en historisk revolutionær socialistisk tradition, hvor klassemodsætninger, afskaffelsen af kapitalismen og en grundlæggende ændring af ejendoms- og magtforholdene står centralt. Senere retninger som marxismen-leninismen blev grundlag for politiske systemer, hvor kommunistpartiet fik en dominerende eller monopoliseret position.

Det bør samtidig adskilles fra moderne socialdemokrati og demokratisk socialisme, som accepterer parlamentarisk demokrati, flerpartisystem og politisk pluralisme.

Den sondring er vigtig. Hvis enhver offentlig omfordeling kaldes kommunisme, mister ordet sin historiske og politiske betydning. På samme måde mister fascisme sin betydning, hvis ordet anvendes om enhver nationalkonservativ eller udlændingepolitisk position, man er uenig i.

Islamisme skal også beskrives præcist

Islamisme er politisk virke på et islamisk grundlag, hvor islam tillægges en central rolle i samfundets eller statens indretning. Det er vigtigt at skelne mellem islam og islamisme: Islam er en religion, mens islamisme er en politisk ideologi eller bevægelse.

Islamistiske bevægelser er ikke ens og anvender ikke nødvendigvis de samme midler. Nogle søger indflydelse gennem valg og organisationer, mens andre støtter vold. Betegnelsen fortæller derfor ikke alene, hvilke metoder en bestemt bevægelse anvender.

Den demokratiske konflikt opstår, når en politisk bevægelse ønsker en samfundsorden, hvor religiøse regler eller en bestemt ideologisk lære gives forrang frem for borgernes lige politiske rettigheder, politisk pluralisme og muligheden for fredeligt at udskifte magthaverne.

Den samme målestok bør anvendes på alle ideologier.

Hvornår bliver en politisk bevægelse reelt problematisk?

Det interessante spørgsmål er ikke først og fremmest, om en ideologi kommer fra højre, venstre eller religion. Det afgørende er, hvad den vil gøre med magten.

Den danske grundlov giver en interessant grænse. § 78 beskytter retten til at danne foreninger, men fastslår også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål gennem vold, anstiftelse til vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, skal opløses ved dom.

Uenighed er ikke ekstremisme
En kontroversiel holdning står ikke i sig selv uden for demokratiet. Det afgørende er blandt andet forholdet til frie valg, rettigheder, opposition, retsstat og politisk vold.

Når alle er fascister, er ingen fascister

Der ligger et paradoks i den moderne politiske retorik.

Hvis ordene nazist, fascist, kommunist og ekstremist bruges om stadig flere almindelige politiske positioner, bliver de til sidst næsten værdiløse.

Og så får vi et problem den dag, vi faktisk møder en politisk bevægelse, som vil afskaffe demokratiet, undertrykke oppositionen eller legitimere vold mod politiske modstandere. For hvilke ord har vi så tilbage?

Det betyder ikke, at ekstreme bevægelser ikke findes, eller at enhver anklage om ekstremisme er forkert. Det betyder, at betegnelsen bør kunne begrundes med konkrete mål, handlinger eller synspunkter – ikke blot med placeringen på den politiske højre-venstre-skala.

En politisk modstander er ikke nødvendigvis en fjende

Et demokrati kræver ikke enighed. Det kræver næsten det modsatte: muligheden for at være fundamentalt uenig og alligevel acceptere hinandens ret til at deltage i den politiske proces.

Vi kan diskutere skat, klima, EU, indvandring, velfærd, religion, køn, uddannelse og statens størrelse meget hårdt.

Et sundt demokrati kræver, at vi kan skelne mellem en politisk modstander og en reel modstander af demokratiet.

Der bør være en afgørende grænse mellem at sige: “Jeg mener, din politik er forkert” og at stemple et menneske som fascist, nazist eller ekstremist, alene fordi vedkommende mener noget andet.

Et sundt demokrati bliver ikke stærkere af, at vi gør almindelige politiske modstandere til fjender. Det bliver stærkere af, at vi diskuterer skarpt, bedømmer ideologier efter samme demokratiske målestok og bruger de alvorligste politiske betegnelser præcist.

Kilder og videre læsning